Eli Sander Kristensen

Martin Laurberg skriver på Litteratursiden.dk bl.a. "Efter min opfattelse kan grundlaget for disse bøger (selvbiografier) findes på mindst to punkter: et ønske om at pynte på virkeligheden, eller et håb om via selvbiografien at skabe en forståelse af sit liv. Med andre ord: løgn eller terapi. Med hensyn til det første, er det vilkåret for en selvbiografi. Eftersom forfatteren er censor for sig selv, kan man aldrig vide, om han er ærlig."

Jeg kunne godt finde på at kaste mig ud i et selvbiografi projekt!

Er det fordi jeg gerne vil pynte på virkeligheden? Eller er det fordi jeg har brug for terapi?

Tja...

Al historieskrivning er jo per definition subjektiv. Du kan ikke gengive alt. Altså må du vælge. I valget ligger subjektiviteten. Når det så ovenikøbet handler om mig selv, vil valget naturligt blive gjort ud fra mine værdier og præferencer. Sådan er det!. Men jeg er sikker på, at jeg vil gengive den virkelighed, jeg vælger at skrive om, på en sober måde. Så det jeg skriver er sandt, set med mine øjne.

Hvad terapien angår! For mig er det udviklende at skrive. Jeg får struktur på tingene, det giver anledning til reflektioner, hukommelsen skærpes. Samtidig med skriverierne opsøges viden, som kan være nyttig. Og forresten synes jeg det er sjovt at skrive. Så ja, det er vel en slags terapi.

Men for mig er der også en anden dimension.

Min ældste dreng, Nicolai sagde forleden, da jeg viste ham et foto af mig som lille "Jamen, det er da sådan noget, at du skal lægge ud på nettet, så jeg kan vise mine børn det". Det fik mig til at tænke, at en biografi kunne være et middel, som ville være interessant for ens efterkommere når de engang i fremtiden får behov og lyst til at finde tilbage til rødderne.

Carl Nielsen starter sin erindringsbog, Min Fynske Barndom med følgende tekst:

"Mange mennesker har efterladt sig dagbogsoptegnelser, erindringer eller andre biografiske notitser om sig selv og om de forhold, hvorunder de har levet. De fleste sådanne tilfældige forfattere gør undskyldninger, fordi de overhovedet tillader sig at tale om sig selv; men efter min mening er det forkert, for ifald mennesket, som det hedder, er den højeste skabning og studiet af det hele menneske det vigtigste og interessanteste i vor tilværelse, så er det klart, at vi ikke kan få oplysninger nok om den enkelte person og om de mange. Man skulle altså hellere rose dem, der virkelig overvinder sig til at nedskrive deres erindringer. Der er i hvert eneste menneske noget, som vi gerne vil lære at kende, noget, som vi trods alle mangler og ufuldkommenheder dog kommer til at holde af, når vi beskæftiger os dermed; og alene det, at vi ved læsningen af et meneskes levnedsløb ofte må sige: "Ja, dette ville jeg også have gjort!" - eller: "Dette burde han ikke have gjort!" er en værdi, fordi det er livgivende og befrugtende."

Om jeg vil overvinde mig selv og få skrevet en selvbiografi, mine erindringer eller memoirer vil tiden vise. Skulle det lykkes, vil jeg glæde mig til at få ros af Carl Nielsen, derfra hvor han nu befinder sig.

Foreløbig vil jeg hellige denne del af min hjemmeside til at omhandle stort og småt om mit liv og levned. Måske kan det med tiden udgøre en synopsis for en selvbiografi eller lignende. ... og måske kan en eller anden allerede her på hjemmesiden finde indhold der har "livgivende eller befrugtende" værdi.