Egentlig er det ikke noget at stæbe efter. Og det er bestemt ikke noget, som jeg har ønsket mig. Men eftersom jeg nu har fået sådan en cykelrytterskulder, og eksperterne siger, at den vil blive hos mig resten af mit liv, kan jeg jo ligesågodt sætte fokus på oplevelsens positive sider.
Den her cykelrytterskulder kom til mig på vej hjem fra arbejde på den to-hjulede lige før jul. Som sædvanlig havde jeg god fart på eftersom aftensmaden ventede forud. Ikke usædvanligt var det blevet sen fyraften. Et sted på ruten starter en cykelsti. Her kan cyklisterne uden forhindringer køre fra kørebanen og ind på cykelstien. Lige præcis hvor cykelstien starter kører der foran mig en kvindelig cyklist i et besindigt tempo. Hun er lige foran mig, på vej op midt på cykelstien. Der er vist ikke plads til os begge, tænker jeg. Så jeg fortsætter på kørebanen i en overhaling. Lidt længere fremme vil jeg køre op på cykelstien. Jeg ved nemlig, at niveauforskellen mellem kørebanen og cykelstien er udlignet med en lille strimmel skrå asfaltkant, så cyklen nemt og jævnt kan skifte fra kørebane til cykelsti. Jeg har vist allerede nævnt at jeg er sent på den, at jeg har fart på og det er mørkt. Istedet for at ramme asfaltkanten, der er beregnet til opkørsel, rammer forhjulet med en vinkel på ca. 10 grader cykelstikanten.
Resultat: Cyklen nægter at køre videre. Jeg fortsætter. Hen over cykelstyret. Lander åbenbart med højre skulder først på cykelstien. Jeg når vist lige at få rejst mig op, få snappet efter vejret og er lettere omtumlet i stand til at svare den kvindelige cyklist, der vælger at stoppe op: "Nej, nej, der er ikke sket noget!".
Men det passede altså ikke. Jeg havde fået en cykelrytterskulder.
Men det vidste jeg ikke lige med det samme. Jeg fortsatte cykelturen hjem. Da jeg kom hjem, kunne jeg godt se og mærke at alt ikke var helt, som det burde være.
Skadestue, røntgenundersøgelse, læger, sygeplejersker, smertestillende piller, slynge, skabeambulatorium, mere slynge, mere smertestillende, mere skadeambulatorium. Ingen operation - organismen skulle klare det på sin egen måde!!
Efter nytår gik jeg til min egen læge, der mente at en fysioterapeut villle have godt af at se mig - eller var det omvendt?
I dag har jeg været til fysioterapeut for tredje gang hos Bo Juncker, Frederiksbjerg Fysioterapi. Bo er en kompetent behandler, der i mange år har arbejdet med sportsskader for Team Danmark. Allerede ved det første besøg fik jeg at vide, at enhver cykelrytter med respekt for sig selv, har en cykelrytterskulder ligesom min! Bo ved hvad han har med at gøre. Han giver øvelser, fortæller og viser hvordan jeg skal gøre for at genoptræne min skulder, så det går fint fremad. Bo's fremtræden og alvorlige ansigt udstråler autoritet, kompetence og seriøsitet. Men på trods af denne udståling ligger der bag den alvorlige facade et sind med lune.
I dag fortalte Bo om helingsprocessen. Det er noget med at sener og ledbånd vokser kaotisk sammen - altså ikke helt samme ordnede struktur som oprindeligt. På trods heraf kan der opnås en funktionalitet og styrke, der nogenlunde svarer til det, det var før turen i asfalten. Skulderen ser bare lidt anderledes ud. Det ser ud som om kravebenet er uvenner med resten af skulderen. Afstanden ned til skulderen er i al fald noget større end før. Bo informerer om, at der i Aalborg er en kirurg, som har forsøgt sig med at operere for at sende en cykelrypperskulder hen, hvor peberet gror. Men operationen giver ikke øget funktionalitet eller styrke. Det giver alene en kosmetiske effekt. Det mente jeg så, kunne være lige meget; hvortil Bo bemærkede - næsten uden at fortrække en mine. "Så kan man jo også se, at du lever!"
Det var her, at jeg besluttede mig for overskriften til denne beretning om en dejlig dagligdagsoplevelse!
En kold januardag ville vi besøge et af de bedre vinslotte i distriktet Pic Sct. Loup. Indrømmet det er uden for sæson, og lidt vovet bare at troppe op. Men nu havde vi altså lige lyst.
